Kære Thy-entusiaster
Siden sidst har der været megen medieomtale, både af vores modstand, men også mod VE-anlæg generelt. Det er tydeligt, at der sker et skred i holdningen til disse anlæg, som nok bliver et kardinalpunkt til KV 25.
Den 5. december blev det offentliggjort, at ingen virksomheder har vist interesse for det historisk store udbud af havvind i Nordsøen. Den manglende interesse fra branchen rejser væsentlige spørgsmål om grundlaget for udvidelsen af Østerild testcenter og sætter samtidig fokus på, om de lovede arbejdspladser, som har været et af hovedargumenterne for projektet, nogensinde vil blive realiseret
Bent har deltaget i et orienteringsmøde med NEKST( Den nationale energikrisestab) i København i starten af november. Her deltog også to borgmestre, bl.a. Thisteds. I pausen talte Bent med vores borgmester. Han er klar over stor lokal modstand og fortalte at der er “vild lokal” modstand til forsamlingen. Industrien ønsker en mere markedsdrevet situation.
Formanden for NEKST så to store udfordringer/begrænsninger i udbredelsen af VE-anlæg: 1)Altid lokal modstand 2) Arealanvendelse. Dvs. er der overhovedet plads i Danmark. Dette kan vel ikke undre?
Enkelte støjplagede naboer har haft besøg af to kommunale folk, ingeniører fra henholdsvis Siemens, Vestas og DTU. På mødet talte vi om støjforureningen – især den lavfrekvente støj og den ikke hørbare støj. Udover dette påpegede vi miljøforureningen af vores område med PFAS og BPA. Vi henviste til Miljøministeriets undersøgelser. De kommunalt ansatte tog vores bekymring alvorligt, og vil rette henvendelse til Miljøministeriet. Her vil Thisted kommune gennemgå fremgangsmåden for støjmålinger og modelberegninger. Kan metoden overhovedet anvendes for vindmøller i de størrelser der findes og potentielt kan komme og hvilke sundhedsmæssige påvirkninger, der kan være? Thisted Kommune er miljømyndighed i forhold til miljøfremmede stoffer (herunder PFAS-stoffer og bisphenol A) i jord, grundvand og vandløb. Som miljømyndighed skal de sikre, at gældende lovgivning på området overholdes, herunder grænseværdier. Det gør de ved at føre tilsyn, og hvis der er en konkret mistanke om forurening, kan de også give et påbud.
Det var overraskende, at de to ingeniører fra vindmøllebranchen var så uvidende om ovenstående. Det var svært at se relevansen i deres deltagelse på møderne.
Black Fish havde gerne deltaget, men i så fald ville Siemens, Vestas og DTU ikke deltage.
Bent har også deltaget i samråd i Folketingets Landdistriktsudvalg 13.11. hvor Morten Dahlin og Lars Aagård svarede på spørgsmål fra Sussie Jessen DD.(Samrådet kan ses på Folketingets hjemmeside)
Deltagelse i julemesse
Bevar Thy deltog med en stand på den lokale julemesse d. 23. og 24. november. Her solgte vi streamers, T-shirts og muleposer og havde en fin omsætning. Der var lavet en lille konkurrence med spørgsmål som skulle udbrede kendskabet til konsekvenserne at den påtænkte udvidelse, hvilket iøvrigt var vores hovedprioritet med standen. De medlemmer, der passede standen, fik en god snak med de besøgende og med diverse kort og plancher kunne vise og forklare, hvorfor der er berettiget modstand. Der faldt positive bemærkninger om den indsats, der gøres for at forhindre udvidelsen og dejligt at mærke den opbakning, der er.
Tak til Bent, Jean Pierre, Ulla, Vibeke, Ann og Nina fordi de passede standen.
Vi har efterhånden solgt en del streamers, T-shirts og muleposer. Muleposerne kan nu købes i Dagli´Brugsen i Frøstrup (Se iøvrigt på Facebook)
Afgrænsningsrapporten som vi gav høringssvar til kommer – meget overraskende for os, først i oktober 2025 sammen med miljø- og habitatskonsekvensvurderingen
Generalforsamlingen blev sidste gang afholdt i januar 24. Generalforsamlingen i 2025 udsættes til senest mulige dato (maj). Jo tættere på kommunalvalget des bedre. Evt med deltagelse af lokalpolitikere og landspolitikere. Afholdes sandsynligvis på Frøstrup Kro.
Som det fremgår af dette og de tidligere nyhedsbreve, er det i det forløbne år lykkedes vores forening at fastholde og tydeliggøre modstanden mod udvidelse af testcenteret overfor Folketinget, Thisted kommunalbestyrelse samt lokale og landsdækkende medier. Sagen er på ingen måde afgjort, og vi vil i det kommende år fortsætte og markere vores modstand med en række aktiviteter. I er som medlemmer velkommen med gode ideer til aktiviteter. Vi arbejder p.t med et forslag, som netop kommer fra et medlem.
I ønskes alle en God Jul og Godt nytår
Pbv.
Ulrik Iversen