Flere penge i borgere end i vindmøller

– Vi skal tage størst muligt hensyn til både mennesker og natur, men vi har også et behov for at kunne teste nye typer af vindmøller, så den danske vindmøllebranche fortsat kan være i front og skabe arbejdspladser i hele landet og dermed indtægter til gavn for både danskerne og klimaindsatsen, udtalte minister for Byer og Landdistrikter, Morten Dahlin (V) i december.

Men overlad klodens frelse til Greta Thunberg.

Det her handler om kapital og dens forrentning.

Her i Thy taler vi om test, og ikke om produktion, så Morten Dahlin begår en fejlslutning, når han siger, at test også giver danske arbejdspladser. Vestas har netop besluttet at bygge en fabrik i Szczecin i Polen, der vil give beskæftigelse til 1.000 medarbejdere. Skal vi følge Morten Dahlins argumentation, så burde et nyt testcenter altså ligge i Polen og ikke i Østerild.

I vores globaliserede tid er det da umådelig provinsielt, at DTU Wind kun har afsøgt mulig placering for nyt testcenter indenlands. Er de ikke dygtige nok, eller er de bange for at komme til at lide af hjemve. Efter måneders intenst arbejde er det lykkedes at finde to steder, der begge er naturbeskyttede.

Kommunalbestyrelsen for Thy har vedtaget en protestskrivelse. Er det sket over en kop kaffe i kantinen, for det fremgår ikke af noget punkt på nogen dagorden.

En sådan protestskrivelse kan bruges på flere måder.

Man må erindre sig borgmester Niels Jørgen Pedersens ord, ”nu må vi se, hvad vi får i stedet for”.

For nu at fjerne enhver tvivl, give skrivelsen og kommunalbestyrelsen troværdighed og aktivt styrke den med en undersøgelse af de faktuelle forhold i det eksisterende testcenter, kunne kommunalbestyrelsen give det sidste som en opgave for en enhed i forvaltningen.

Hvorfor har Vestas en mølle stående, der allerede indgår i salgsprogrammet. Hvordan kan man have udløb i 2031 og 2038. Det er et test- og ikke et produktionscenter. En testmølle bliver nedtaget i 2025. En aktiv kritisk gennemgang vil nok skaffe de nødvendige pladser, hvis det skulle gå så galt.

Det handler om kapital, og for kommunen er der mere kapital i skattekroner fra beboelse med borgere og tilflyttere, end der er i en håndfuld kæmpevindmøller. Overlad klodens frelse til Greta Thunberg. Der er ikke råd til flere fejlvurderinger og fejlinvesteringer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i nyheder, artikler og bliv inviteret til vores arrangementer. Du kan også blive medlem og støtte vores arbejde mod vindmølle-testcentret i Østerild

Tilmeld nyhedsbrev

Meld dig ind i foreningen

Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig orienteret om vore arjbejde, følg med i nyheder, artikler og bliv inviteret til vores arrangementer.