Kære Thy-entusiaster
Så går sommeren på hæld og vi arbejder ihærdigt på, at oplyse om ”Testcenterskandalen” op til det kommende kommunalvalg.
Vælgermøde om Østerild testcenter
Siden sidst, har vi afholdt vælgermøde den 12.8. med tre temaer: Østerild Testcenterudvidelse, udvidelse af Nationalpark Thy og Bosætning. Til mødet var indbudt lokalpolitikere, som skulle klargøre deres holdninger og evt. visioner til de tre temaer for det nordlige Thy. Et velbesøgt arrangement med stor spørgelyst.
Et resultat af mødet er blevet, at en undersøgelse om udvidelse af Nationalpark Thy er en mulighed. Dette betyder, at det skal undersøges om der nu er flertal i kommunalbestyrelsen. Dette har tidligere ikke været tilfældet. Bevar Thy vil også sende spørgsmål vedrørende testcenterudvidelsen (alle spørgsmål kunne ikke nås denne aften, men politikerne fik det stillet i udsigt). Spørgsmål som afkræver substantielle og konkrete svar. Når udvidelsen af Nationalparken er interessant, skyldes det, at områder der tidligere var screenet til testcentre, blev sorteret fra.
En sjælden gæst er flyttet til Hjardemål
D. 20 August 2025 blev Birkemusen for første gang fundet i Hjardemål. Det er en meget sjælden og “rød-listet” art som er underlagt en række bestemmelser, blandt andet fra EU. Det understreger endnu engang nødvendigheden af at passe på området og sikre den unikke natur vi ikke finder andre steder i landet.
Landsmøde – Den Nationale Alliance mod VE-anlæg
Den 21.9.25 er der ”Landsmøde” i Silkeborg. Mødet i Silkeborg er landsdækkende og bliver dækket af Danmarks Radio. Bevar Thy har været initiativtager til dette møde, og deltagerne kommer fra lokalgrupper fra hele landet, der arbejder mod VE-anlæg. Vi deltager selvfølgelig selv, så husk at følge vores facebook side hvor der snart bliver delt en pressemeddelelse om arrangementet. Du kan tilmelde dig arrangementet her
Endnu en tur til Christiansborg
Foreningens bestyrelse påtænker at besøge Christiansborg for at tale med landspolitikere i lighed med hvad vi gjorde sidste år. Vi vil lave mødeaftaler med relevante politikere fra alle partier og ønsker deltagelse af Thisted kommunes politikere. De deltagende politikere var positive overfor dette.
Der er stor interesse for området: Der er ønske om
- Udvidelse af Nationalparken,
- Området indgår i Naturalliancens planer (Jammerbugt og Thisted kommune, Naturstyrelsen, Nationalparken samt private fonde),
- Naturnationalpark V. Thorup,
- Kbh. Universitet og Århus Universitet, som omtaler området som en mulighed for større sammenhængende område og et område med høj bioscore.
Men vi må jo ikke glemme vindmølleindustrien og DTU, som har modsat rettet interesse i området!
Vi går et afgørende kommunalvalg i møde, og vi ser frem til at give vores sag så megen opmærksomhed som muligt! Derfor en opfordring: Deltag på møder og Facebook (eks. Thisted Kommunes Byrødder) og stil relevante spørgsmål til politikerne alle de steder i har mulighed for det.
Pbv.
Ulrik Iversen